UDDRAG FRA BOGEN
Da jeg blev anbragt på Brejning som 3-årig
Jeg vil skrive om, hvordan det var at have fødselsdag i Brejning. Lad mig sige det på den måde, at det var ejendommeligt, at fødselsdagsgaven kunne være, at man kom på børneasylet F1 i Brejning på sin treårs fødselsdag den 27. februar 1958, og at jeg blev anbragt på et tæppe, der med store og tydelige bogstaver stod D.K.A. på (De Kellerske Anstalter), for så blev det gjort tydeligt og klart, hvem man nu tilhørte.
Det foregik på verandaen, og derfra kunne jeg vinke farvel til min mor og far.
Ellers husker jeg ikke så meget af min fødselsdag, jeg var nok for lille til at forstå, hvad fødselsdagen var for noget. Jeg ved, at jeg fik besøg af min familie. De tog mig med i Zoologisk Have ude i Trædballe, og bagefter kom jeg tilbage til afdelingen, så kørte familien. Det blev aften og sengetid, og det var så den fødselsdag.
Der var ikke nogen fødselsdagsgave til mig den dag. Ud over en lidt speciel gave, der ikke ligefrem var pakket ind, men var en stor hvid bygning. Det, jeg blev udsat for den dag, var at føle mig som et kasseret stykke affald, der bare skulle smides ud. Jeg var en ting, der var fejl i, så mine forældre afleverede mig på Asylgården på Afdeling F1.
De tog bare hjem bagefter, så de kunne fremavle en erstatning i stedet for lille mig, der bare ikke kunne bruges til noget, og som var helt værdiløs i deres øjne.
Jeg blev hjemmedøbt, efter jeg var blevet født. Mine forældre var bange for, at jeg skulle dø. Men så let skulle de ikke slippe for mig. Som I nok kan se, så overlevede jeg.
Den forklaring, jeg så fik, var den, at de var bange for, at jeg ikke overlevede mit svære handicap eller sygdom. Jeg var jo svært hjerneskadet.
Til trods for mine tre år kunne jeg endnu ikke gå og ikke sige hverken muh eller mæh. Så lægerne anbefalede mine forældre at sende mig til Brejning. Bagefter afgjorde lægerne, at jeg skulle på Asylgården.
Mine forældre har nok ikke haft det godt med det, men dengang var det kutyme, at forældre skulle glemme deres handicappede børn. Man skulle aflevere dem til institutionen, og så kunne man lave et nyt barn. Det var normalt dengang.
Mine forældre kom på besøg indimellem, når de havde tid. Det blev de ved med i mange år. Jeg blev også kirkedøbt senere i Sct. Michaelis Kirke i Fredericia.